Borgere mod højhusbyggeriet ved Amager Strandpark - Krimsvejområdet

Borgere på Amager er gået sammen for at bevare Amagers kystlinie ud mod Øresund som et attraktivt og åbent område og uden højhuse ved Krimsvejområdet.

Læs om deres værdigrundlag, find link til deres hjemmeside og hent brochure med kommunens planer for området.



Værdigrundlaget for borgergruppen:

Amagers kystlinie mod Øresund som et attraktivt og åbent område
Københavns Kommune planlagde for år tilbage at satse på Amagers kystlinie mod Øresund som rekreativt areal for byens borgere og skabte den smukke Amager Strandpark, som åbner sig fra Amagers tæt befolkede brokvarter i en fin bymæssig sammenhæng. Regnet efter antallet af gæster, må man konkludere, at københavnerne har taget området til sig.

Visionen om et åndehul for byens borgere - herunder nærområdets beboere - vil vi arbejde for at fastholde.

Vi støtter udviklingen af området Sundby Nord og Syd ved Øresund Strandpark, herunder området der afgrænses af Øresundsvej, Amager Strandvej, villabebyggelsen nord for Italiensvej og Krimsvej – herefter kaldet Krimsvej-området – med en bystruktur som respekterer de herlighedsværdier strandparken repræsenterer og som tager højde for den eksisterende bystruktur i form af tæt lav bebyggelse bestående af villaer, kolonihaver og småindustri.

Det er vores opfattelse, at Krimsvej-området kan udvikles til at være et attraktivt område, der understøtter de landskabsmæssige, rekreative og arkitektoniske værdier strandparken og området generelt repræsenterer og samtidig derved skabe sammenhæng mellem ”baglandet” op mod Amagerbrogade og strandparken. Sammenhængen bør markeres klart ved en proportionel nedtrapning fra den tætte, høje bymæssige bebyggelse ved Amagerbrogade til lav, åben by ved strandparken. De etablerede byggelinier bør respekteres med højden på max. 4-5 etager, som er gældende for Øresund Strandpark, som undtagelsen.

Samtidig ønsker vi, at Krimsvej-området medvirker til at etablere liv i området ved strandparken – også uden for strandsæsonen gennem fastholdelse af et grønt miljø med udgangspunkt i havet.

Lokalplanens formål og intentioner understøtter sammenhæng mellem strandparken og byen
Med lokalplan 346 af december 2001 etablerede Borgerrepræsentationen det planmæssige grundlag for en udvikling af bl.a. Krimsvej-området (heri benævnt område III). Det hedder i lokalplan 346 om formålet, at det delvist nedslidte industriområde hermed kan omdannes til ”et attraktivt område for boliger, serviceerhverv og offentlige formål med høj arkitektonisk kvalitet med udnyttelse af beliggenheden ved Amager Strandpark og stationsnærheden i forhold til Metro”. Det understreges bl.a., at udbygningen skal skabe en bymæssig sammenhæng mellem Amagers tæt befolkede brokvarter og Amager Strandpark.

Det fremgår endvidere af lokalplanen, at bebyggelsesprocenten for Krimsvej området ikke må overstige 90.

Endelig skal det fremhæves, at lokalplanens § 4 om vej- og stiforhold samt byggelinier i det hele satser på at sikrer en opretholdelse af de eksisterende vejlinier uden massive udbygninger af vejnettet og med en høj grad af bebyggelsesregulerende byggelinier.

Vi ønsker lokalplanens formål og intentioner opretholdt.

Et forslag om en mur mellem borgere og strandparken
Det forslag en investorgruppe (Nordicom A/S, Wind Ejendomme, LIDL og Amagerbanken) i Udviklingsselskabet Amager Strand har fået udarbejdet af SLA Arkitekter - som præsenteret for os på møde d. 16. april 2007 – respekterer efter vores opfattelse ikke intentionerne med strandparken og de præmisser lokalplanen konstituerer. Forslaget om mange højhuse og en øgning af bebyggelsesprocenten fra 90 til 120 i Krimsvej-området vil være et fundamentalt brud med områdets karakter som et åbent område og vil ikke være i overensstemmelse med lokalplanen. Højhusene vil danne en mur mellem borgerne og strandparken og vil påvirke ophold i strandparken og de omkringliggende områder med lange slagskygger.

Desuden viser investorgruppens forslag, at rummene mellem de foreslåede højhuse, LIDL megamarkedet og den anden bebyggelse skal ”asfalteres”. Skønt forslaget også blev præsenteret for os som indeholdende ”lidt grønt” er der efter vores opfattelse ikke meget grønt og sammenhængskraft mellem havet, stranden og byen i forslaget.

Vejnettet skal kunne følge med og antallet af parkeringspladser svare til behovet
Kun med massive investeringer i vejnettet kan området trafikalt holde til den massive udbygning, der lægges op til med investorernes forslag. Amager Strandvej og Øresundsvej er i forvejen meget belastet af både let og tung biltrafik til og fra ydre Amager, lufthavnen, motorvejstil- og afkørsel samt forsynings- og affaldsvirksomhederne på Kløvermarken, Prøvestenen og Refshaleøen. Også dette forhold er i klar modstrid med lokalplanens intentioner.

Investorerne forestiller sig endvidere, at parkeringsudfordringerne kan løses med parkering i niveau samt med parkering i forbindelse med megamarkedet. Parkeringsforholdene i området er allerede en stor udfordring for områdets beboere og synes at blive forværrede med investorernes forslag. Vi ønsker at rimelige parkerningsforhold etableres i området.

Ja tak til højhuse hvor de understøtter og markerer city
Ejerforeningen Øresund Strandpark, etape 5, er ikke mod højhuse i København. Men vi ønsker, at højhuse kan bygges, hvor de reelt markerer og spiller positivt sammen med eksisterende byområde eller hvor de danner grundlag for nye byområder uden store negative påvirkninger for borgerne i eksisterende bebyggelser.

Ejerforeningen Øresund Strandpark, etape 5, som en positiv medspiller
Ejerforeningen Øresund Strandpark, etape 5, vil arbejde aktivt og loyalt for at understøtte en positiv udvikling af området ved strandparken i overensstemmelse med ovenstående.

Links
Kommunens hjemmeside med planerne for Krimsvejområdet
Hent yderligere oplysninger
Kommunens planer for området
Oplæg der er til høring til den 12. december 2007